fbpx
MENU

Nytårsflødeboller med guld, champagne og kransekage

Nytårsflødeboller 2022

Intet år – uden nytårsflødeboller.

I år er nytårsflødebollerne i guld og pyntet med glimmer. De rummer en klassisk kransekagebund og en simpel champagne-skum. Lidt mere simpel end de seneste år (nytårsflødeboller 2020 / nytårsflødeboller 2021). Men “simpelt” er rigtig godt til nybagte forældre.

Nytårsflødeboller

Det sidste søde punktum eller den lækreste begyndelse

Nytårsflødeboller burde være en tradition i stedet for kransekage og champagne. Flødebollerne forener det hele – men jeg vil stadig gerne have champagne til 😉

Om flødebollerne sætter det sidste søde punktum på 2022, eller om år 2023 skal åbne med det bedste jeg ved (flødeboller) har jeg endnu ikke fundet svaret på, men flødeboller skal vi have.

Annes nytårstale

Hvert år, skriver Kasper et julekort til mig, hvor han fortæller alt hvad vi har opnået sammen i den forgangne år. I år, vil jeg forsøge at gøre ham kunsten efter. Og hvilket bedre sted at søge inspiration end i kamerarullen. Her får i mit tilbageblik aka. Annes nytårstale:

Kære 2022

Før du går på hæld, så lad mig sige dig ordentlig farvel. Jeg vil se tilbage og suge det sidste ud af 2022 før 2023 kan begynde.

Den bedste start

Vi kunne ikke ønske os en bedre start på 2022, end med en spire i maven og masser af motion og sol, under sydlige himmelstrøg på Club la Santa på Lanzarote. At vi fik en omgang Corona, og dermed en uge i isolation med hjem i baggagen, springer vi hurtigt hen over !

Graviditeten og en ny hverdag fyldte meget i første halvdel af 2022.

I februar køber vi hus, med drømmen om at det skal blive til drømmehuset og rammerne for vores lille (kommende) familie. Det var en stor beslutning og med meget lange udsigter til at blive vores nye hjem.

I marts ventede os en skøn skiferie i de franske alper. Men godt skiløb, gode venner og rigtig god mad.

Ellers var foråret fuld af forventning, opskrifter og i min kamerarulle: madvideoer til/fra min kommende kogebog. Inden vi i april fejre Kaspers fødselsdag med et gender reveal.

Det sidste billede som bliver skudt til kogebogen, er billedet af mig. Det eneste jeg tænkte på var: “ikke se gravid ud”, men jeg var “allerede” halvvejs i graviditeten. Tanken om at kunne fortælle vores kommende dater, og vise hende kogebogen, hvor hun var med inde i maven, glæder mig.

Processed with VSCO with g3 preset

Sommeren som højgravid, hvor vi satte vores lejlighed, og hjem, igennem 6 år til salg. Jeg satte kogebogen i produktion og bagte bryllupskage til 130 personer.

Kogebogen: “100 opskrifter til en sund og stærk hverdag” udkom og kom på gaden, bare 1 uge inden Asta ankom. Hvorefter vores, og nok i sær mit liv tog en drejning, vi blev forældre til verdens dejligste lille pige.

Og så gik det stærkt! Efter vi var blevet forældre, eller faktisk på dagen hvor vi blev forældre, fik vi lejligheden solgt. Vi flyttede i midlertidig lejlighed. Blev husejer. Ind i mellem fik Asta først en fætter, og så en kusine!

Jeg er på barsel, hvilket fylder hele min dag. Men inden året løb ud, nåede vi lige 3 barnedåb på en måned. Og en jul, først for den ene familie, og så hos den anden.

2023 bliver et år, der næste ikke kan gå hurtigt nok. Det bliver fyldt med ventetid, nedtælling men også spænding, glæde og forventning. For vi kan næsten ikke vente til vores “nye” hus står færdig, efter hvad man kan kalde en totalrenovering.

2023, nu vi er klar – du kan bare komme an.

Velkommen til og tusind tak for det gamle.

Rigtig godt nytår

// Anne

Flødeboller opskrift nytår

Nytårsflødeboller

Guld og glimmer – Skallen består af en Gold chokolade, jeg bruger Callebaut Gold (seriøst den bedste chokolade). Og pynter dem med guld glimmer. Flødebollerne kan enten støbes eller dyppes. Støber du dem, pensles eller drysses formen med spiseligt guldglimmer inden den tempererede chokolade fyldes i formen. Dypper du flødebollerne, drysses spiseligt guld på flødebollerne inden chokoladen størkner.

Champagne-skum – En billig lidt sur “champagne” er helt fin. Den “sure” champagne giver ligesom mere smage til skummen. Jeg koger ca 2,5 dl champagne ind til der ca. er 1 dl tilbage, det gør smagen kraftigere.

Kransekage bund – Flødebollerne har en bund af kransekage, lavet af marcipan (måske rester fra julens konfekt), æggehvide og flormelis. Kransekage hører sig nytår til, derfor er det bunden i flødebollen.

Nytårsflødeboller 2023

Flødeboller med guld, champagne og kransekage
Tid: 2 timer
Til: 12 stk

Det skal du bruge:

Kransekagebund

  • 250 g marcipan
  • 50 g æggehvide
  • 85 g flormelis

Champagne-skum

  • 3 dl champagne
  • 130 g sukker
  • 80 g glukosesirup
  • 85 g æggehvide
  • 1 spsk. sukker

Gold overtræk

  • 300 g Gold chokolade karamel chokolade
  • Spiseligt guld glimmer

Sådan gør du

Kransekagebund

  • Bland flormelis og æggehvider sammen i en skål. Rør det i marcipanen lidt efter lidt, til massen er ensartet.
  • Tænd ovnen på 190 grader.
  • Kom kransekagemassen i en sprøjtepost med en stjernetyl og sprøjt massen ud på bagepapir, i ligestore flade flødebollebunde
  • Bag kransekagerne til de er gyldne i ca. 9-10 minutter ved 190 grader og afkøl bundende.

Champagne-skum

  • Kog de 3 dl champagne ind til ca. 1 dl, ca. 40g. Det giver skummet mere smag af champagne.
  • I en gryde koges den indkogte champagne med sukker og glukosesirup til præcist 117 grader.
  • Pisk imens æggehviderne stive i rørmaskinen. Når sukkerlagen når 110 grader tilføjes 1 spsk. sukker i æggehviderne og der piskes videre.
  • Når champagnesiruppen når 117 grader, hældes den varme sukkerlage direkte i de piskede æggehvider, i en tynd stråle, imens der fortsat piskes. 
  • Skru rørmaskinen op på fuld hastighed og pisk sukkeret længe, til skålen er kold og skummet helt fast. Det tager ca. 10 minutter.
  • Kom skummet i en sprøjtepose og sprøjt store flotte flødeboller på de afkølede kransekagebunde.
  • Lad flødebollerne stå og "tøre" evt. i køleskabet, imens du tempererer chokoladen.

Gold chokolade

  • Temperer chokoladen. Jeg smelter 250g i mikroovnen i intervaller. Først i 1 minut og så 0-20 sekunder, hvor jeg rører i chokoladen indimellem. Chokoalden skal smelte og må ikke overstige 45 grader.
  • Derefter tilføjer jeg gradvist chokoladeknapper som er fint hakket, til chokoladen rammer 30 grader.
  • Chokoladen hældes i et glas, hvori flødebollerne dyppes.
  • Inden chokoladen størkner drysses de med spiseligt guldstøv.
Har du prøvet opskriften?Tag @anne.sondergaard på Instagram så jeg kan se med!

Koldskåls crunch

Gå til opskrift

Lækker granola til koldskål

Den her opskrift på koldskålscrunch er bare helt vild god! Den er nem at lave, den er sprød, crunchy og i store stykker. Det er en granola (koldskåls mysli i store stykker) fuld af gode sager, som smager fantastisk. Og så er det den crunch, jeg allerhelst vil have på min koldskål eller koldskåls-SuperShake, lige efter kammerjunker.

Crunch_banan

Koldskåls crunch er en lækker, sprød og knasende granola lavet på bananer. Den er lavet på havregryn, mandler og kerner. Jeg giver crunchen et lille drys salt, det synes jeg sætter prikken over i’et. Jeg rister koldskålscrunchen i ovnen, hvor jeg vender i den undervejs, det er det der giver de store sprøde stykker. Det er vigtigt at granolaen tørrer helt ud, så kan den holde sig sprød i en lufttæt beholder længe.

Du finder opskriften på hjemmelavede kammerjunker i indlægget om min vinder koldskål fra MasterChef her!

Koldskål crunch

Koldskål

Det er altid når de første sommertegn viser sig, at koldskåls- epidemien eller koldskålssæsonen sætter ind. Det er på det tidspunkt at købe-koldskål er på tilbud på skift i de forskellige supermarkeder, de første friske (dog udenlandske) jordbær frister og koldskåls-lysten er allerstørst. Jeg køber næsten aldrig koldskål, det er så nemt at lave selv og så smager det sjældent lige så godt, som det du selv kan lave. En “ægte” koldskål som den du finder her: opskriften på vinder koldskålen, er lidt besværlig at lave. Men bland kærnemælk, vaniljeskyr, vanilje og citron, så har du koldskål. Nogen nøjes med at blande kærnemælk med vanilje, citron og lidt sukker, sværere behøves det ikke at være.

Du finder opskriften på den simple sunde sukkerfrie koldskål til 4 personer på mit Instagram feed her.

Koldskål SuperShake

SuperShake koldskål

Efter Corona-lockdown er jeg begyndt at SuperShake dagligt på min Instagram. Det er ikke nyt at jeg SuperShaker dagligt, det nye er at jeg deler det på min Instagram. Undervejs er der opstået en populær koldskåls SuperShake. En koldskål med masser af grøntsager, eller en SuperShake, der smager af koldskål. Den opskrift finder du ikke i min kogebog: “SuperShake – Et komplet blendet måltid“. Der finder du 30 andre lækre Shake opskrifter, alt fra kager, driks, chokolade og bær Shakes.

Kogebogen koster 189kr og kan bestilles her.

Crunch koldskål

Din koldskål, om det er en SuperShake eller ej, vil elske et drys af denne koldkålscrunch.

Velbekomme

Koldskåls mysli

Koldskåls crunch

Lækker sprød granola lavet på banan
Tid: 1 time
Til: 8 personer

Det skal du bruge:

  • 2 modne bananer
  • 300 g havregryn (halv grov og halv finvalset)
  • 50 g mandler hakket
  • 50 g græskarkerner
  • 50 g solsikkekerner
  • 1/2 tsk vaniljepulver
  • 1 drys salt

Sådan gør du

  • Tænd ovnen på 175 grader varmluft
  • Mos de modne bananer med en gaffel.
  • Bland havregryn, groft hakkede mandler, solsikkekerner, græskarkerner og vaniljepulver i bananmosen. Alle de tørre ingredienser skal være klistret ind i bananmosen. Giv blandingen et drys salt og rør rundt.
  • Fordel havregrynsblandingen jævnt på en bradepande og rist den i ovnen i ca. 40 min. til bananen er tørret helt ud, og havregrynene er gyldne. Vend rundt i blandingen undervejs.
  • Opbevar crunchen i en lufttæt beholder, det kan holde sig sprød i mindst 3 uger. 
Har du prøvet opskriften?Tag @anne.sondergaard på Instagram så jeg kan se med!

Nutty Road

Rocky road på den ”nøddeagtige” måde.

Gå til opskrift

Er det fordi nutty roads ikke smager godt? Nej, det er det overhovede ikke, de her nutty road smager faktisk næsten for godt til at jeg tør dele opskriften med dig! Men hvorfor ligger opskriften så i skuffen?

Opskriften på de her nutty road har ligget i skuffen for evigt og bare ventet på at se dagens lys. Men hvad venter de på? Og hvorfor ligger opskriften i skuffen?

Det vil jeg nu fortælle dig.

Rocky road nødder

Gode opskrifter i skuffen

Jeg er inde i en periode hvor jeg har lyst til at gøre nogle ændringer. Jeg deltager i MasterChef hvor maden, lad os kalde det, er på et højere gastronomisk niveau! Hvilket også betyder at den er langt mere kalorierig end hvad jeg er vant til. Det er ingen hemmelighed at ingredienser som smør og fløde ikke er fast inventar i mit køleskab, men det er det i MasterChef køkkenet.

Jeg er derfor i lidt at en splittet mad-krise i mit køkken for tiden. Jeg længes efter at lave MasterChef mad og jeg har mange ideer jeg vil afprøve. Samtidig vil jeg gerne spise sundt og kaloriefattigt, for at bevare den relative slanke linje og muligheden for at spise mig mæt. Jeg forestiller mig at du læser med på bloggen fordi du også gerne vil leve sundt og slankt – det kan også være virkelig velsmagende og det er jo egentlig det jeg gerne vil inspirere til og fortælle.

Rocky nutty roads

Her kommer mit dilemma

De her nutty road er ganske sunde: nødder, mørk chokolade og en rigtig god og lækker granola er alle “sunde” ingredienser. Ingredienser fulde af næring og gode sager. Men de ingredienser er eder sparkme kalorierige! Måske så kalorierige at de her “sunde” nutty roads indeholder flere kalorier end klassiske rocky roads med skumfiduser.

Det er et faktum, at vil man gerne tabe/slanke sig, er et kalorieunderskud nødvendigt, hvilket er lettere at opnå med kalorielette fødevarer end kalorierige. Jeg vil ikke mis-lede dig med mine “sunde” opskrifter, da sund (også for mig selv) ofte opfattes som “slankende“. Kan du forstå min kattepine?

I bund og grund kommer et vægttab an på mængderne. Der kan sagtens blive plads til rocky roads eller nutty roads i en sund og varieret kost – men jeg ved også godt, hvor godt de smager! Det er virkelig svært at nøjes med én – jeg siger det bare!

Men nu deler jeg altså en kaloriefarlig opskrift på lækre nutty road med dig, som jeg har haft liggende i skuffen alt for længe.

Jeg kunne godt tænke mig at vide om det er i orden med dig, at jeg deler mine lækre opskrifter på alt fra kager til paneret flæsk her på bloggen, eller om jeg skal beholde den sunde stil? Jeg elsker bare mad – god mad <3

Her er opskriften på faretruende lækre nutty roads konfekt – rocky roads på den nøddeagtige måde

Velbekomme

Nutty road

Rocky road på den ”nøddeagtige” måde
Til: 20 stk

Det skal du bruge:

  • 200 g god mørk chokolade
  • 25 g mandler
  • 25 g ristede hasselnødder
  • 25 g cashew nødder
  • 25 g brazil nødder
  • 50 g granola jeg brugte en granola med raw cacao, cacao nibs & brazil nuts

Sådan gør du

  • Hak nødderne groft og bland dem med granola.
  • Smelt chokoladen forsigtigt i mikroovnen, eller over vandbad.
  • Hæld nødde-granola blandingen i den smeltet chokolade og bland det godt rundt.
  • Hæld chokolademassen i en silikonebrødform og stil det på køl til chokoladen er størknet, det tager ca. 30 min. i fryseren.
  • Befri nutty roaden fra formen og skær den i passende størrelser.
Har du prøvet opskriften?Tag @anne.sondergaard på Instagram så jeg kan se med!

Koldskål med guf, kammerjunker og citronsirup

Vinder koldskålen

Gå til opskrift

Her er opskriften på en rigtig koldskål, lavet på en æggesnaps, rigeligt sukker og citron, kernemælk og A38, selvfølgelig vanilje og tilsidst smagt til med lidt fløde. En god gammeldaw’s koldskål, måske verdens bedste? Den smager fuldstændig fantastisk hele året rundt.

Denne koldskål sikrede mig videre deltagelse i MasterChef.

Koldskål med guf

Prøv min lynhurtige nemme og sunde skyr-koldskål.

Se også opskriften, på min sunde sukkerfri koldskål her, som også er virkelig god.

Jeg har også delt en opskrift på en proteinrig fitness koldskål her.

Koldskål, guf og kammerjunker

Til koldskålen er der hjemmelavede kammerjunker med citronskal, guf med grapefrugt og en citronsirup. Har du endnu ikke prøve koldskål med guf, så skylder du dig selv at prøve det – det er virkelig lækkert.

Koldskål med guf

MasterChef konkurrencen

Det fedeste ved konkurrencen var næsten at ringe hjem til far og fortælle at jeg “vandt” og at jeg lavede koldskål. Hans første spørgsmål var: “lavede du mors koldskål?” Han spurgte med stolthed i stemmen. Desværre nej, jeg lavede en “rigtig” koldskål på æggesnaps. Det er der ikke i mors, den er lavet på kernemælk, ymer og fløde, foruden vanilje og citron. Mors koldskål er også virkelig god, men måske min er bedre? Mors opskrift deler jeg en anden dag.

Velbekomme

Koldskål

Vinder koldskål

Koldskål med guf, kammerjunker og citronsirup
Tid: 1 time 30 minutter
Til: 4

Det skal du bruge:

Koldskål

  • 2 æggeblommer pasteuriserede
  • 1 dl sukker
  • 1 vaniljestang pulver kan også bruges
  • 1 dl A38
  • 1/2 liter kærnemælk
  • 2 spsk. fløde
  • 1 citron saft + skal

Guf med grepesaft

  • 200 g sukker
  • 1 dl vand
  • 100 g æggehvide
  • 15 g sukker
  • 1-2 spsk. grepefrugt saft
  • evt. vanilje

Kammerjunker

  • 250 g hvedemel
  • 2 tsk bagepulver
  • 100 g sukker
  • 100 g smør stuetemperatur
  • 0,5 dl mælk
  • 0,5 vaniljestang pulver kan også bruges
  • 1/2 citron skal
  • 1 æg

Citronsirup

  • 1 dl citronsaft
  • 1 dl vand
  • 1 dl sukker

Sådan gør du

  • Start med at lave kammerjunkerne. Dem kan du lave flere dage i forvejen. Kammerjunkerne skal laves, forms, bages og kølse – det tager lidt tid.
  • Citronsirupen kan også laves flere dag i forvejen.

Koldskål

  • Skrap kornene ude af vaniljestangen og bland vaniljen med lidt af sukkeret.
  • Pisk æggeblommer og sukker, samt vaniljesukker, sammen til en lys og luftig æggesnaps.
  • Vend derefter A38 og kernemælk i æggesnapsen.
  • Smag koldskålen til med citronsaft og skal.
  • Rør lidt fløde i koldskålen og sæt den på køl indtil servering. Koldskål skal serveres koldt.

Guf med grepesaft

  • Kog sukker og vand sammen i en kasserolle til det rammer præcist 116 grader.
  • Pisk æggehvider og 15g sukker let sammen.
  • Hæld den varme sukker masse i en tynd stræle direkte ned i de piskede æggehvider i mens der piskes.
  • Pisk ved fuld effekt i guffen (marengsen) er helt kold (det tager op i mod 15 min.)
  • Vend grepesaft i guffen og evt. vanilje.

Kammerjunker

  • Tænd ovnen på 175 grader.
  • Skrab kornene ud af vaniljestangen og bland det med lidt af sukkeret til vaniljesukker.
  • Bland de tørre ingredienser og citronskal sammen og smuldre smørret der i.
  • Saml dejen med mælk og æg. 
  • Tril kugler af dejen og bag dem i ovnen ved 175 grader i ca. 6 min. til de er let bagte og stadig bløde.
  • Tag de halv bagte kammerjunker ud af ovnen og halver dem. Sæt dem tilbage i ovnen i ca. 10 min til de er let gyldne, de bliver sprøde når de køler af.

Citronsirup

  • Kog citronsaft, vand og sukker sammen ved lav varme til en sirup. Kogetiden er ca. 20 min, til den ønskede konsistens.
Har du prøvet opskriften?Tag @anne.sondergaard på Instagram så jeg kan se med!

Pandekager med kanel

Reklamelink markeret med *

Gå til opskrift

Pandekager – hvem elsker ikke det? Til morgenmad, til mellemmåltid, til de store, til de små, til at tage med på farten eller til at glæde andre med. Der er altid en grund til at lave en stak lækre pandekager.

Sunde bananpandekager

Det behøves ikke at være kedeligt at spise sundt, det synes jeg bananpandekager beviser ret godt. Jeg er vild med bananpandekager i forskellige varianter fra den helt klassiske som du finder opskriften på her: måske verdens nemmeste pandekager. Til dem med ekstra protein, som disse: simple og sunde proteinpandekager. Eller dem med havregryn, som jeg har delt en opskrift på hos Unlimited Performance: bananpandekager med havregryn.

Bananpandekager

Pandekager til morgenmad

Det er hyggeligt at spise pandekager til morgenmad. Den gode sunde slags, som mætter godt, er lavet af ingredienser som giver god samvittighed i maven 🙂 Pandekager er fantastiske om sommeren med skyr og friske bær. De er også fantastiske om vinteren, på de kolde mørke morgener, når der er brug for noget at varme sig på, eller som en variation til havregrød.

Opskriften her har en varm krydret smag fra kanal og vanilje, som passer rigtig dejligt i søde bananpandekager. Jeg har brugt denne vaniljeproteinpulver* i opskriften, men det kan sagtens undlades.

Sunde bananpandekager

Jeg vil elske at høre om dine yndlings bananpandekager eller hvis du prøver min opskrift – fang mig på Instagram.

Velbekomme

Pandekager med kanel

Tid: 15 minutter
Til: 2 personer

Det skal du bruge:

  • 2 bananer
  • 3 æg
  • 1 tsk. bagepulver
  • 1 spsk. vaniljeproteinpulver (kan undlades)
  • 1 tsk. kanel
  • ½ tsk. kardemomme
  • ¼ tsk. vaniljepulver

Sådan gør du

  • Blend alle ingredienserne med en stavblender (eller i en blender) til en ensartet tykflydende dej.
  • Steg pandekagerne på en non-stick pandekage pande ved middelvarme ca. 1-2 min på hver side, til pandekagerne er lysebrune.
  • Jeg får ca. 30 små pandekager på 7 cm. i diameter af denne portion.

Noter

Tip: Lav en større portion, til flere dage. De holder sig lækre 2 dage i køleskabet.
Pandekagerne kan fryses i portions-pakker, lige til at tage med.
Har du prøvet opskriften?Tag @anne.sondergaard på Instagram så jeg kan se med!

Snickerskage

Den lækreste kage med daddelkaramel og saltede peanuts

Snickerskage er den bedste kage jeg kan komme i tanke om med proteinpulver. Det er efterhånden mange år siden jeg lavede den første gang, men den er stadig lige så god. I dag ved jeg, at denne kage ikke er sundere end andre lækre kager, bare fordi den ikke indeholder raffineret sukker, men er lavet på dadler, mandler, proteinpulver og mørk chokolde. Fødevarer som får kalorieregnskabet for denne kage til at være så højt som andre kager. Kan du bedre lide flødekager, er det lige før at jeg vil anbefale dig at spise sådan en i sted for 🙂

Snickerskage protein

Jeg elsker Snickers

Og alt der på en eller anden måde minder om snickers – det er vist ikke nogen hemmelighed. Har du forresten set min Snickers-SuperShake i min kogebog?
Jeg synes denne Snickerskage er helt fantastisk! Kombinationen af snasket daddelkaramel (se også min opskrift på saltet daddelkaramel), saltede peanuts og god mørk chokolade slår det meste. Så da jeg i søndags sad og fantaserede om denne kage, blev jeg helt chokeret over at jeg ikke havde delt opskriften her på bloggen, ja nærmest ked af det.

Snickers kage

Stilhed på bloggen

Det er ikke til at skjule at det står meget, MEGET stille til på bloggen. Så stille, at back-end’en ser anderledes ud, end sidst jeg besøgte bloggen (der hvor jeg taster blogindlægget ind). Nå men det er der, synes jeg selv, en rigtig god grund til: jeg har simpelthen haft for travlt! Så travlt at jeg nogen gange glemmer at sove om natten, får hjertebanken og meget let til tårer. Derfor har jeg besluttet mig for at øve mig i at sige nej! Indtil videre går det så godt, at jeg nu har lyst til at dele opskriften på snickers kagen med dig.

Det håber jeg du vil nyde – og ved du hvad? Jeg vil elske at se, hvis du finder inspiration i mine opskrifter! Tag mig @anne.sondergaard på Instagram – jeg bliver så glad.

Velbekomme, og en hilsen fra Kasper: “Snickerskage smager godt”

Snickerskage stykke

Snickerskage

Den lækreste snaskede kage med karamel og saltede peanuts. Kagen er gluten- og sukkerfri, den er bagt med proteinpulver.
Tid: 1 time
Til: 8 Personer

Det skal du bruge:

Bund

  • 120 g mandler
  • 16 stk dadler (ca. 130g)
  • 30 g chokoladeproteinpulver

Karamellag

  • 6 stk dadler uden sten
  • 1 dl kogende vand
  • 80 g peanutbutter
  • 1 spsk kakao
  • 30 g chokoladeproteinpulver
  • 30 g vaniljeproteinpulver

Top

  • ca. 100 g mørk chokolade
  • peanuts

Sådan gør du

  • Tænd ovnen på 180 grader.
  • Læg de udstenet dadler i blød i 1 dl kogende vand.
  • Lav derefter bunden, ved at blende mandler, dadler og chokoladeproteinpulver til en sammenhængende masse, jeg blender det i en foodprocessor.
  • Tryk dejen ud i en bageform 16-20 cm i diameter. Bag bunden i ovnen ved 180 grader i ca. 15-20 min.

Karamellag

  • Lav imens daddel-karamel-laget. Blend dadler og den vand de ligger i blød i sammen til en karamel.
  • Rør de resterende ingredienser i.
  • Karamellen må ikke være for flydende.
  • Fordel daddelkaramellen på den afkølet bund.
  • Afkøl kagen, stil den gerne i fryseren – det gør det nemmer at overtrække med chokolade

Top

  • Temperere chokoladen, jeg gør det så godt jeg kan ved at smelte 2/3 dele i mirkoovene og overhælde det den sidste 1/3 del.
  • Fordel den smeltede tempererede chokolade over kagen og pynt med peanuts
  • Sæt kagen på køl til chokoladen er størknet.
  • Server kagen.

Noter

Kagen kan fryses.
Har du prøvet opskriften?Tag @anne.sondergaard på Instagram så jeg kan se med!

Snickerskugler

Dadelkugler med peanuts og saltet karamel

Det er vist ikke nogen hemmelighed, at jeg er vild med alt der minder bare lidt om snickers. Smagskombinationen af chokolade, saltet karamel og peanuts synes jeg er helt fantastisk og noget af det bedste. Derfor er jeg også både stolt og glad for denne opskrift. Jeg føler jeg endelig knækkede koden til at lave de helt perfekte snickers dadelkugler.

Se også min opskrift på sundere Bounty her

Dadel snickerskugler

Snickers dadelkugler

Der findes et hav af opskrifter på sundere snickerskugler uden sukker lavet på dadler. Jeg tror at denne opskrift er den allerbedste og jeg har testet den utallige gange, mest fordi de bliver spist inden jeg når at tage et billede af dem. Tricket til de perfekte snickerskugler er at tilføje en spiseskefuld salted caramel zero topping fra Bodylab – find den her*. Den saltet karamel sætter virkelig prikken over i’et i denne opskrift. Jeg vil godt advare mod virkelig gode snacks – så pas på!.

Snickerskuglerne er så gode at du ikke behøver overtrække dem med god mørk chokolade, men det gør dem endnu bedre (hvis det overhovedet er muligt!). Hvis du tænker du sagtens kan administrere at lave snickerskuglerne, for du kan jo bare opbevare dem i fryseren, så vil jeg godt erkende at de også smager rigtig godt frosne – så er du advaret!

Nyd dem og rigtig god fornøjelse

Velbekomme

Dadelkugler

 

[recipe-foody]

Snickerskugler

20-25 stk

Det skal du bruge:

Sådan gør du:

Fjern stenene fra dadlerne og blend dem til en ensartet masse – jeg gør det i foodprocessoren. Tilsæt peanutbutter og salted caramel zero topping, blend igen. Tilsæt til sidst peanuts og blend til du har en ensartet masse men det ønskede crunch. Stil massen på køl i minimum 30 min. inden du triller massen til kugler. Hvis du ønsker at overtrække snickerskuglerne med chokolade, stil dem på frys imens du temperere chokoladen så godt du kan. Tril de kolde kugler i chokoladen. Opbevar snickerskuglerne på køl eller frost, de kan holde sig længe, men det tror jeg ikke de gør.

[/recipe-foody]

*reklamelink

Is konfekt – perfekte is-bider

Banan is-konfekt er en hurtig og nem is-konfekt fremstillet af bare 3 ingredienser

Is-konfekt eller Is-bider? Jeg er ikke helt sikker på, hvad jeg skal kalde den simple skønne banan sandwich is med peanutbutter overtrukket med chokolade?

Det har næsten så længe jeg kan huske, været min ”go to” snack, hvis jeg akut blev ramt af et snack attack. Snacken som består af banan, peanutbutter og chokolade, kan nemt snackes som det er, men i kombination går det op i en højere smagssymfoni.

Da jeg fandt ud af at putte bananerne med peanutbutter i fryseren, til de blev helt kolde og lidt frosne som nicecream is, blev smagsoplevelsen meget bedre. Når is-biderne er frosne, er det også nemmere at overtrække dem med smeltet chokolade. Samtidig er det muligt at lave en stor portion is-bider, som du kan have på lager i fryseren, så du hurtigt og nemt kan servere en is-bid – de skal bare tages op lidt før de skal spises.

Sommeren og temperaturen har indtil nu forkælet os. Er det kun mig, eller udløser sommervarmen en ufattelig lyst til is? Jeg har ihvertfald snacket rigeligt is denne sommer! På mandag er min sommerferie forbi og jeg glæder mig til at komme tilbage til den vante rytme.

Se også min opskrift på de bedste protein pandekager med banan

Is-konfekt
Opskriften er super nem og hurtig! På bare et øjeblik har du en lækker is.

Kan du lide is-konfekt kan du sikkert også lide min opskrift på nicecream

Opskriften er så simpel, at jeg næsten ikke kan tillade mig at kalde det en opskrift! Jeg mener heller ikke at der er et helt nøjagtigt forhold af banan, peanutbutter og chokolade, det er en ”opskrift” du kan lave på slum. Den ønskede mængde afhænger af hvor mange is du vil lave, hvor store is du vil have og hvor meget peanutbutter du tillader dig selv og dine gæster. Det samme gør sig gældende for chokoladen. Jeg kan godt lide at lave mine is-bider relativt små, til gengæld får jeg flere is.

Velbekomme

Is-konfekt

Antal: 10 stk.

Ingredienser

  • 2-3 bananer
  • 2 spsk peanutbutter
  • 60 g mørk chokolade evt. sukkerfri

Sådan gør du

  • Skær bananerne i skiver og smør peanutbutter imellem de to lag banan.
  • Put banan-sandwichene i fryseren, gerne mere end en halv time.
  • Imens tempereres chokoladen, jeg gør det så godt jeg kan ved at smelte ca. 2/3 dele af chokoladen i mikroovnen, det tager ca. 20-30 sek, så hold øje, og hæld den smeltet chokolade over den sidste 1/3.
  • Dyb banan-sandwichene i chokoladen.
  • Put dem evt. tilbage i fryseren til de er helt frosne eller spis dem med det samme.

Hjemmelavet Nutella

Gå til opskrift

Nutella – verdens bedste chokolade-smørepålæg

Nutella smager godt, men hjemmelavet nutella smager rigtig godt.

Findes der noget bedre end at vågne til lune boller med nutella og banan? Det er helt nostalgisk og skaber minder til min barndom og weekendmorgnerne. Mums det var lækkert! Og det er det stadig.

Sund_nutella

Se ogå opskriften på de nemme koldhævet rug- og havreboller her

Hjemmelavet nutella har ry for ikke at være helt lige så god som den man køber, da de mangler nougatsmagen, som er noget af det vigtigste i en nutella. Hjemmelavet nutella bliver også kritiseret for konsistensen. Det kan jeg godt nikke genkendende til, for laves en hjemmelavet sund nutealla med dadler, er det nærmere en chokoladetrøffelmasse. Denne hjemmelavet nutella opskrift har en autentisk nougatsmag fra de ristede hasselnødder og den perfekte flydende konsistens. Konsistensen skabes når de ristede hassenødder blendes. Blendes de længe nok, bliver hasselnødderne til smør og blendes de endnu længere bliver de helt flydende. Det kræver en ret kraftig blender eller foodproccesor at blende hasselnødderne helt flydende. Det er vigtig at blende hasselnødderne flydende inden chokoladen tilsættes.

Den hjemmelavede Nutella er ikke kalorielet, men den kan laves sukkerfri og så er den lavet af kun to ingredienser, hasselnødder og rigtig god chokolade. To naturlige ingredienser som du forventer at finde i nutella. Jeg har lavet nutellaen med en god sukkerfri chokolade med 50% kakao.

Jeg opbevarer min hjemmelavet nutella på køl, for jeg kan godt lige en lidt mere fast chokoladesmør.

Jeg har lavet den lidt crunchy ved at gemme nogle af hassenødderne og tilsætte dem til sidst og kun blende dem kort med i nutellaen. Du kan også tilsætte grofthakkede hassenødder, hvis du ønsker en crunchy variant, men det er en smagssag.

Lav denne cremet og lækre hjemmelavet chokoladesmør med bare to ingredienser og imponer venner og familie. Serverer den til nybagte boller på morgenbordet eller til frugt og pandekager til brunch. Den kan også spises med ske!

Velbekomme

Hjemmelavet Nutella

Ingredienser

  • 200 g hasselnødder
  • 20 g god sukkerfri chokolade

Sådan gør du

  • Rist hasselnødderne 10 min ved 200 grader, men hold øje! Ikke alle ovne er ens og de må ikke blive for ristet.
  • Lad hassenødderne køle og afskal dem.
  • Blend de ristede afskallede hasselnødder til flydende nøddesmør.
  • Smelt chokoladen, jeg gør det i mikroovnen i ca. 20 sek.
  • Tilsæt den smeltede chokolade i nøddesmørgen og nutellaen er klar.
  • Tilsæt evt. en rest ristede hasselnødder og blend kort, så du får en crunchy nutella eller tilsæt hakkede hasselnødder.

Ristede mandler

Skønne sprøde mandler

Ristede nødder er bare bedre! De smager af mere og er sprødere, se også ristede hasselnødder.

De ristede mandler er en snack i sig selv og de smager dejligt. De er meget kalorieholdige, så hold lidt igen med nødderne, hvis du vil tabe dig. Jeg bruger de ristede nødder i salater, som topping på grød og i supershakes. F.eks i denne rosenkålssalat eller i denne persille pesto.

Mandler

Jeg har hørt at ristede mandler er mindre sunde end mandler der ikke er ristet og sundhedsmæssigt er det et bedre valg, at riste andre nødder. Jeg ved ikke helt om det passer? Jeg syntes bare ristede mandler smager godt!

Velbekomme

Snack_mandler

Ristede mandler:

Sådan laver du perfekte ristede mandler – hver gang! Ristede mandler er sprøde og smagsfulde. En skøn snack, som er god i salater

Ingredienser

  • Mandler

Sådan gør du

  • Varm ovnen op til 200 grader varmluft.
  • Rist mandlerne i 10 minutter.
  • Køl dem af og opbevar dem i en lufttæt beholder.

Sunde bounty

Gå til opskrift

Nemme sunde bounty bar

Bounty smager bare skønt, kombinationen mellem kokos og chokolade som smelter på tungen er en fantastisk kombination! Efter jeg første gang lavede disse nemme, hjemmelavede og sunde bounty har jeg ikke spist en “rigtig” bounty. De her barer smager bare bedre og så er de fulde af gode sager, de er sukkerfrie og fuld af sunde fedtstoffer fra kokos. De tager ingen tid at lave og kræver kun 4 ingredienser som du altid kan have i skabene. Så når lækker sulten melder sig, kan du hurtig lave en portion hjemmelavet bounty og servere dem til aftenskaffen.

Bounty sund

De er en lille bind af himlen.

Prøv også disse skønne chokoladetrøfler

Velbekomme

Bounty

Sunde bounty

Lækre sunde hjemmelavede bounty barer med kokos og chokolade. Opskrift på en nem sund snack – du skal kun bruge 4 ingredienser.

Ingredienser

  • 100 g kokosolie
  • 1 tsk sukrin melis eller Zero Melis
  • 75 g kokos mel
  • ca. 60g god mørk chokolade eller en god sukkerfri som denne

Sådan gør du

  • Smelt kokosolien i mikroovnen i ca. 40 sek.
  • Opløs melis i den smeltede olie og tilsæt kokosmelen.
  • Klem massen godt sammen, så du kan skære det til barer senere eller pres den i en form, f.eks en isteringbakke.
  • Sæt kokosmassen i fryseren til den sætter sig.
  • Imens kan du temperere chokoladen, jeg gør det så godt jeg kan ved at smelte ca. 2/3 i mikroovnen og hælde det over den sidste 1/3.
  • Tag kokosmassen ud af fryseren og overtræk barerne med chokoladen.
  • Opbevar bounty barerne på køl, de kan holder sig over én uge – hvis de holder så længe 😉 Nyd dem!
Hjemmelavet bounty

Nicecream

Gå til opskrift

Ice cream af bananer

Nicecream er nem bananis som smager- og har konsistens som softice. Hvis du endnu ikke har prøvet den lækre isdessert, så skylder du dig selv en stor portion. Denne variant er proteinrig og smager af vanilje. Basen i nicecream er frosne bananer og så er det kun fantasien der sætter grænser.

Slut med at smide plettede, brune bananer ud!

Jeg har altid frosne bananer i fryseren. Til at starte med kunne Kasper ikke forstå hvad de bananer lavede i fryseren og hvorfor jeg havde dem. Men så smagte han nicecream – lavet af frosne bananer, og nu forstår han hvorfor bananerne er i fryseren. Istedet for at smide de overmodne bananer ud, skræld dem og skær dem i stykker og put dem i fryseren, i en frysepose. Det er nemlig de overmodne bananer, som har den sødeste smag og egner sig bedst til nicecream. Har du altid bananer i fryseren, så er de klar når trangen til sund is mælder sig.

Frosne bananer nicecream

Server friske bær, skyr eller hakkede peanuts og mørk chokolade til din nicecream. Det smager også lækkert på nybagte vafler som disse gulerodsvafler.

Velbekomme

Nice cream

Nicecream

Den skønneste is! Her får du opskriften på sund vanilje nicecream. Det er en nem og lækker bananis som smager helt fatastisk.

Ingredienser

  • 4 frosne bananer
  • 1 dl skyr
  • 1/2 scoop vaniljeproteinpulver
  • 1/2 tsk vaniljepulver
  • 1-2 spsk peanutbutter

Sådan gør du

  • Blend alle ingredienserne sammen i en foodprocessor. Kan din foodprocessor ikke klare mosten, kan du lade bananerne tø lidt op inden du blender.
  • Server softicen med det samme.