fbpx
MENU

Madplan uge 16

Så ramte vi uge 16. Jeg spørger bare: “hvor blev tiden af?”. Nu er vi på den anden side af Kaspers fødselsdag.

Vi skal i sommerhus i weekenden, hvor fredagsmenuen er spaghetti kødsovs, så ugens madplan er egentlig kun for 4 aftener for vores vedkomende. Vores madplan for uge 16 er meget inspireret af vores måltidskasse fra HelloFresh i sidste uge, da vi er tosset med deres simple måde at lave lækker velsmagende mad på – så tilføjer vi selv ekstra grøntsager. Der er ikke så mange “retter” på madplanen, men mere “bowls” med kød, grønt og stivelse – sådan som vi bedst kan lide det 🙂

Sådan ser vores madplan for uge 16 ud

Madplan uge 16

Søndag: Kebabsalat med cremefraiche dressing

Det her er så nemt og så lækkert. Køb en pose kyllingkebab og en fedtfattig cremefraiche dressing. Steg kebab og hak icebergsalat, tomat, agurk, peberfrugt og måske majs. Lav det til en salat og spis det med kebab og dressing – lækkert!

Mandag: Choritzobowl med blomkål og bulgur

Blomkål og gulerod skæres i passende stykker og krydres med spidskommen, koriander, hvidløg, oregano, paprika, chili, salt og peber og ristes i ovnen ved 220 grader varmluft i 10 20 minutter. Bulgur koges evt. i grøntsagsbouillon. Rødløg steges på panden sammen med chorizo-pølse i skiver. Balsamico tilføjes panden og koges ind. Skyl spinat og hak det groft. Bland alle ingredienserne sammen til en salat og server den med persille og salattern.

Chorizo smager også skønt i one pot pasta

Tirsdag: Asiatisk bowl med oksekød, hvidløgsris, lyn syltet agurk og mango

Hvidløgsris og lynsyltede agurker efter denne opskrift, lav ris nok også til torsdag. Hakket oksekød steges med forårsløg, soya, fishsauce, chili. På en salatbund servers oksekødet med ris (blomkålsris), lynsyltede agurker og mango.

Onsdag: Wraps med Fajitakylling og løg, peberfrugt og majs i ovnen

Rødløg, peberfrugter og majs ristes i ovnen ved 220 grader varmluft i 15-20 minutter. Kyllingebryst skæres i strimler og steges med fajita krydderi. Kylling og grøntsager serveres i en wrap, eller på toppen af en salatbowl, med cremefraiche dressing og koriander.

Torsdag: Grøn karry med rejer, gulerod og squash

Skær squash og gulerod i tern og sauter dem på en pande. Tilføj grøn karrypasta og steg det kort, inden kokosmælken tilføjes. Lad det simre et par minutter og tilføj tigerrejer. Retten er færdig når rejerne et tilberedt, det tager ca. 3-4 minutter. Smag til med limesaft, salt og evt. sukker. Server den grønne karry på ris fra i tirsdags.

Fredag: Spaghetti kødsovs

Vi skal i sommer hus med familien og fredagsmenuen er spaghetti kødsovs, som vi ikke selv skal lave – det er fantastisk.

Lørdag: I sommerhus

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *