fbpx
MENU

Tærte med spinat og champignon

Gå til opskrift

Lækker grøntsags-madtærte med spinat og champignon

Opskriften på en lækker vegetarisk madtærte, med masser af smag fra stegte champignon, rødløg og frisk spinat, dækket af den bedste tærtemasse af æg og hytteost. Tærte med spinat og champignon er fantastisk som aftensmand, eller tilbehør til aftensmaden, til en frokostanretning eller som en del af en brunch.

Tærte spinat svampe

Tærte

Jeg er tosset med tærte og især porretærte er en af mine favorit tærter. Porretærte er klart min favorit opskrift med porre, selvom kartoffel-porre-suppe også er lækkert, eller bare en kogt porre fra fars have. Det er dejligt med variation til tærtefyld, og denne kombination af tærtefyld er så lækker, at jeg efterhånden har lavet den (næsten) lige så mange gange som porretærte.

Tærtefyld

Det gode ved madtærter er fyldet! Det er kun fantasien der sætter grænser. Der findes de klassiske grøntsags-tærter som løg-tærte, tomat-tærte og porretærte. De kendte kødfyldte tærter som: broccoli og bacon, laks og spinat, men tærter kan også fyldes med køleskabets rester, eller det du allerbedst kan lide. Her er tærten med champignon og spinat et rigtig godt bud. Tærtefyldet dækkes af en tærtemasse som laves af æg og enten mælk, fløde eller creme fraiche, men jeg vil altid anbefale dig at bruge hytteost. Det smager skønt, giver en fornemmelse af smeltet ost (og hvem elsker ikke det) og så er hytteost en god kilde til mættende protein – en rigtig god ide i en grøntsagstærte.

Tærtedej

Tærtedej

Jeg er vild med en grov tærtedej, som er sprød og har masser af smag fra fuldkorn. Jeg vil gerne undlade at bage en madtærte af en “små-kage-dej” og sparer derfor en smule på smørret, uden at gå på kompromis med smagen. Min bedste opskrift på tærtedej finder du her, og det er også den tærtedej jeg har brugt til denne madtærte.

Ingredienser i tærte med spinat og champignon

Tærtedej – Jeg bruger denne opskrift på fuldkornstærtedej. Opskriften er så nem som at købe en tærtedej, men med meget mere smag. Du kan også bruge en færdigkøbt tærtedej.

Rødløg – Skåret i helt fine tern og stegt på panden, giver lækre bløde rødløg som giver smag til tærte fyldet.

Champignon – Skåret i kvarte og stegt på panden sammen med masser af peber. Jeg elsker den lidt brændte smag af stegte champignon, som giver masser af dybde sammen med løg i tærten.

Spinat – Jeg bruger frisk spinat, som steges på panden hvor løg og champignon er stegt, til det falder sammen. Så fylder frisk spinat “ingenting”.

Æg – Tærtefyldet dækkes af en æggemasse. Æg gør tærtefyldet lækkert og luftigt – som i en æggekage.

Hytteost – Æg og hytteost blandes til tærtens æggemasse – hytteost er den bedste komponent til tæretfyld. Den kan som sagt erstattes af mælk, fløde eller creme fraiche.

Salt og peber – Vigtige smagsgivere til tærtefyldet.

Tærte hytteost

Holdbarhed

Det fantastiske ved madtærter er, at de kan forberedes, fryses og gen-varmes og stadig smage (næsten) som nybagte. Denne tærte er også lækker til frokost, serveret kold dagen efter og holder sig et par dage i køleskabet. Tærten kan fryses.

Nyd den varme- eller kolde tærte som hovedret, eller som tilbehør til måltidet.

Velbekomme.

Tærte spinat champignon

Tærte med champignon og spinat

Skøn madtærte med champignon, spinat og rødløg
Tid: 45 min
Til: 4 personer

Det skal du bruge:

  • 1 portion tærtedej se opskrift i note
  • 1 rødløg i tern
  • 250 g champignon i kvarte
  • ca. 125 g frisk spinat
  • 3 æg
  • 200 g hytteost
  • Salt og peber

Sådan gør du

Tærtedej

  • Lav tærtedejen efter opskriften.

Tærte fyld

  • Tænd ovnen på 200 grader.
  • Skær rødløg i fine tern, rengør champignon og skær dem i kvarte, vask og skyld spinaten.
  • Steg røgløg på en varm pande og tilføj champignon. Steg dem godt af med masser af peber.
  • Tilføj spinat til panden og lad det falde sammen.
  • Rør tærtemassen af æg, hytteost salt og peber godt sammen.
  • Fordel tærtefyldet, grøntsagerne fra panden, i tærtedejen og hæld tærtemassen af æg og hytteost over.
  • Bag tærten ved 200 grader i ca. 30-35 minutter. Du behøver ikke forbage tærtebunden.
Har du prøvet opskriften?Tag @anne.sondergaard på Instagram så jeg kan se med!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Opskrift Vurdering