Kold kartoffelsalat

Kold kartoffelsalat

Sund sommer kartoffelsalat

Det er sommer og grillsæsonen er over os – skulle man tro. Det regner helt vildt og jeg tænker på alle de våde landsstævnedeltagere her i Aalborg. I weekenden var det bedre vejr, forhåbentligt bliver det sommer og sol igen, så vi kan sidde ude og nyde endnu flere sommeraftener på altanen.

Det at sidde ude og spise og grille med hele familien på de lune sommeraftener er faktisk noget af det bedste jeg ved. Skal det være en perfekt grillaften med det hele, skal der på grillen ligge kyllingbryst og spareribs. Er jeg rigtig heldig, er der også hvidløgsbrød og en pølse til at slutte af med. På bordet skal der være kartoffelsalat eller nye kartofler med krydderurter og en sommersalat, gerne med vandmelon. Der skal selvfølgelig også være en masse “snask” til at dyppe i, mine yndlings er en sød bornholmsk sennep og hjemmelavet tomat ketchup. Menuen skal helst nydes med et koldt glas hvidvin. Desserten må gerne være jordbær fra haven. Jeg glæder mig allerede til aftener som denne med min familie igen i år.

Min familie kender mig og de ved jeg altid vil forsøge at lave det vi skal have at spise lidt sundere og gerne mere kalorielet. Det vil jeg af den simple grund at jeg elsker mad, så for mig er det win win at kunne spise en stor portion, uden at det koster dyrt i regnskabet, altså kalorie-regnskabet  😉

Den gode smag

Jeg vil aldrig gå på kompromis med smagen eller råvarerne. Forstå mig ret, jeg spiser hellere en fuldfed hjemmelavet vaniljeis, lavet på den skønneste danske økologiske fløde, frem for en semi-sund light variant uden næring og smag. Men kan jeg lave et alternativ der smager mindst lige så godt og som er hvad jeg vil kalde sund, så gør jeg det. Det er også tilfældet med denne sunde kolde kartoffelsalat, som blev serveret for familien til min Bachelor-fest i weekenden, og jeg tror den gik rent hjem 🙂 Min mor lavede altid kartoffelsalat med flødeskum, men det har jeg altså byttet ud med skyr og jeg forsøger nu at konkurrere om “familiens-bedste”. Du kan prøve den og selv vurdere, den er i hvertfald super lækker og rigtig nem at lave.

Velbekomme.

Sund kold kartoffelsalat

Kold kartoffelsalat

Det skal du bruge:

  • ca. 1 kg kogte nye kartofler
  • 1 løg
  • 1,5 dl skyr
  • 1 dl creme fraiche 9%
  • 1 tsk karry
  • 1 tsk sherry eddike
  • 1 spsk sød sennep (gerne Bornholmsk)
  • 1 tsk salt
  • Peber
  • Pynt: purløg, radiser, tomater

Sådan gør du:

Hak løget fint og bland det i en stor skål med alle ingredienserne til en dressing. De kolde kogte kartofler skæres i kvarte eller skiver og vendes i dressingen.

Sund kartoffelsalat

Related Post

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *