fbpx
MENU

Salat med melon og skinke

Gå til opskrift

Sommersalat med melon og skinke

Denne sommer salat med melon og skinke er fyldt med smag! Salaten smager af sommer, kold melon, friske bær og serranoskinke. Det er en dejlig let salat, uden dressing, som kan nydes på de varme dage som tilbehør til grillmaden. Salaten er mættende og dermed også perfekt som måltidssalat, eller en let og læskende frokost.

Salater skal der til i sommervarmen, på de dejlige lune aftener med grillmad. Vi griller stort set hele sommeren, primært kød, men også grøntsager. Det betyder at vi laver begrænset med “retter”, da kødet kommer fra grillen og serveres med tilbehør. Grill-tilbehør kan godt være en tung fornøjelse, hvis det primært er hvidløgsbrød, kartoffelsalat, flutes, majs og dressinger.

Melonsalat

Let sommer salat

Jeg nyder at lave alverdens former for lette sommersalater. Jeg bruger typisk en bund af blandet baby salat, spinat eller iceberg salat. Disse salater passer sammen med hvad som helst, da de har en mild smag, som gør at jeg ikke behøver spekulere på, om smagene passer sammen. Jeg bruger gerne tomater og agurk i sommersalater, da de har meget mere smag på denne årstid. Sammen med sæsonens bær og meloner, er det for mig en skøn sommersalat. I denne salat finder du alt det gode, bær, melon, agurk tomat og bælgede ærter – mums, det er en god salat, den her! Normaltvis vil jeg mene “less is more”, når det kommer til salater, men i denne salat er “more more” 🙂

Sommersalat

Salat med melon og skinke ingredienser

Her er en oversigt over hvad jeg har blandet sammen i denne salat. Men lad dig ikke begrænse. Er der noget du ikke har, så undlad det, har du grøntsager der trænger til at blive brugt i køleskabet, så tilføj dem. I opskriften længere nede har jeg angivet mængderne i håndfulde, det kommer sig ikke så nøje, og du skal ikke veje det af, bare blande ingredienserne sammen.

Spinat: jeg har brugt frisk dansk spinat, som bund i salaten. Men det kunne ligeså godt være en pose blandet salat, krøllet salat mix eller iceberg salat.

Agurk: har bare mere saft og kraft om sommeren. Jeg vælger altid en dansk agurk og helst en dansk øko agurk. Agurk kan erstattes med squash, hvis du synes.

Cherry tomater: jeg vælger også danske og synes cherrytomater har mere smag end store tomater – brug dem du synes bedst om.

Ærter: de skal bælges, du må ikke snyde dig selv for den ekstra smag du får fra ærter i bælg. Det kræver lidt arbejde at få dem bælget – men det er det værd.

Rødløg: jeg bruger et 1/2 finthakket rødløg. Jeg er ikke så tosset med rå løg, men lidt er godt. Er du mere til løg, kan du skære det i skiver og bruge et helt.

Melon: jeg bruger en galia-melon eller en cantaloupe melon, det er dem jeg synes bedst om. Men enhver lille sød melon passer godt sammen med serranoskinke.

Bær: fyld sommerbær på toppen af salaten, blåbær og hindbær passer perfekt her til. Nogen gange nøjes jeg med blåbær, alt afhængig af hvad der er tilgængelig.

Hytteost: skyl og dræn hytteosten, så bliver det som små mozzarella kugler. Du kan også bruge hytteosten som den er. Jeg bruger altid 1,5% hytteost. Du kan skifte hytteosten ud med mozzarellakugler eller feta, men så bliver salaten lidt mere kalorietæt.

Serranoskinke: melon og skinke er som skabt for hinanden. Vi kender alle den klassiske 90ér forret, melon-både viklet med skinke. Nu er denne kombination blevet til denne måltidssalat. Om skinken hedder Serrano, eller Parma, går jeg ikke så meget op i. Men en dag lærer jeg det nok 🙂 Jeg klipper fedtkanten af skinken, da jeg ikke bryder mig om at spise den.

Melon skinke salat

Variation

Ovenstående ingredienser giver en skøn og sommerlig salat, men lad dig inspirere af ingredienserne og sammensæt din egen sommesalat efter din smag, og hvilke ingredienser/grøntsager/bær du har til rådighed. Tilføj dine favoritter og undlad ingredienser, hvis der er noget du ikke kan lide – dette er blot til inspiration.

Lad dig også inspirere af disse salater til sommer: melonsalat, broccolisalat, græsksalat og kartoffelsalat.

Velbekomme.

Salat med melon og skinke

Sommersalat med serranoskinke og melon
Til: 4 personer

Det skal du bruge:

  • 3 håndfulde spinat ca. 100g
  • 1/4 agurk
  • 1 håndfuld cherrytomater
  • 4 håndfulde ærtebælge
  • 1/2 rødløg
  • 1/2 galiamelon
  • 1 pakke serranoskinke ca. 60 g
  • 3 spsk. hytteost skyllet og drænet
  • 2 håndfulde bær (blåbær og/eller hindbær)

Sådan gør du

  • Skyl spinaten og anret den i bunden af dit salatfad.
  • Hak rødløg fint og bland det med spinaten.
  • Skyl agurk og cherrytomater og skær dem i halve, placer dem oven på spinaten.
  • Bælg ærterne og fordel dem over salaten.
  • "Kugl" eller skær melonen og fordel melon-kuglerne oven på salaten sammen med serranoskinken.
  • Skyl bærene og hæld dem på salaten.
  • Til sidst drysses den skyllede og drænet hytteost på. Server salaten med det samme, der er den bedst.
Har du prøvet opskriften?Tag @anne.sondergaard på Instagram så jeg kan se med!

En kommentar til “Salat med melon og skinke

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Opskrift Vurdering