fbpx
MENU

Bircher mysli

Overnight oats med ruggryn

Gå til opskrift

Bircher mysli

Bircher mysli er en Schweizisk kold køleskabsgrød, som blandes med yoghurt (eller andet surmælksprodukt), frugt – typisk æbler og nødder. Du kan også støde på denne Swiss-style overnight oats, hvor den har trukket natten over i juice. Jeg tillader mig at kalde opskriften “Bircher mysli”, selvom jeg gør det hele lidt anderledes. Det her er mere en mysli som jeg spiser oven på skyr, i stedet for at vende- eller røre det sammen med skyr. Hvis du bedst kan lide at røre myslien sammen med din skyr, så gør du bare det. Jeg laver den med ruggryn, fordi sådan synes jeg den er allerbedst.

Køleskabsgrød

Ruggryn

Ruggryn er “havregryn” lavet af rug-kornet. Ruggryn kan købes i de fleste supermarkeder og ruggryn består typisk af 80% ruggryn og 20% havregryn. Ruggryn indeholder lidt færre kalorier end alm. havregryn, da havre indeholder flere flerumættede fedtsyrer – de gode sunde fedtsyrer. Ruggryn mætter rigtig godt og så smager det super skønt i denne opskrift. Kan du ikke få ruggryn, kan havregryn også bruges.

Overnight rug mysli

Køleskabsgrød

Køleskabsgrød eller overnight oats er super populært især til travle morgner, hvor morgenmaden har lavet sig selv natten over i køleskabet. I bund og grund er det vel et gammelt trick, jeg husker da at mor satte havregryn i blød i vand i kasserollen på komfuret om aftenen, så var det bare at tænde for den om morgnen. Det samme gør sig vist gældende for øllebrød. Nu er grøden rykket ind i køleskabet om natten og vand er skiftet ud med mælk.

Se også opskriften på: kold grød med rabarber og hindbær

Jeg bruger denne Bircher grød som mysli og spiser den som topping på skyr. Den laves som overnights oats, der røres sammen aftenen i forvejen og sættes i køleskabet. Det smager skønt oven på skyr, sammen med æbler, blåbær, mandler og evt. rosiner.

Velbekomme

Bircher Mysli

Kold køleskabs-rug-grød som mysli på skyr

Det skal du bruge:

  • ½ dl skummetmælk
  • 1 dl ruggryn
  • 250 g skyr
  • 1/2 æble i tern
  • blåbær
  • 10 g mandler
  • Evt. 5g rosiner

Sådan gør du

Aftenen før

  • Sæt ruggrynene i blød: lun ½ dl mælk og rør ruggrynene i den lune mælk, så alle gryn er dækket. Jeg luner mælken i mikroovnen.
  • Sæt det i køleskabet natten over.

Om morgenen

  • Drys rug-grøden ovenpå skyr i store chunks og server den med blåbær, æble i tern, mandler og rosiner.
Har du prøvet opskriften?Tag @anne.sondergaard på Instagram så jeg kan se med!

Koldskåls crunch

Gå til opskrift

Lækker granola til koldskål

Den her opskrift på koldskålscrunch er bare helt vild god! Den er nem at lave, den er sprød, crunchy og i store stykker. Det er en granola (koldskåls mysli i store stykker) fuld af gode sager, som smager fantastisk. Og så er det den crunch, jeg allerhelst vil have på min koldskål eller koldskåls-SuperShake, lige efter kammerjunker.

Crunch_banan

Koldskåls crunch er en lækker, sprød og knasende granola lavet på bananer. Den er lavet på havregryn, mandler og kerner. Jeg giver crunchen et lille drys salt, det synes jeg sætter prikken over i’et. Jeg rister koldskålscrunchen i ovnen, hvor jeg vender i den undervejs, det er det der giver de store sprøde stykker. Det er vigtigt at granolaen tørrer helt ud, så kan den holde sig sprød i en lufttæt beholder længe.

Du finder opskriften på hjemmelavede kammerjunker i indlægget om min vinder koldskål fra MasterChef her!

Koldskål crunch

Koldskål

Det er altid når de første sommertegn viser sig, at koldskåls- epidemien eller koldskålssæsonen sætter ind. Det er på det tidspunkt at købe-koldskål er på tilbud på skift i de forskellige supermarkeder, de første friske (dog udenlandske) jordbær frister og koldskåls-lysten er allerstørst. Jeg køber næsten aldrig koldskål, det er så nemt at lave selv og så smager det sjældent lige så godt, som det du selv kan lave. En “ægte” koldskål som den du finder her: opskriften på vinder koldskålen, er lidt besværlig at lave. Men bland kærnemælk, vaniljeskyr, vanilje og citron, så har du koldskål. Nogen nøjes med at blande kærnemælk med vanilje, citron og lidt sukker, sværere behøves det ikke at være.

Du finder opskriften på den simple sunde sukkerfrie koldskål til 4 personer på mit Instagram feed her.

Koldskål SuperShake

SuperShake koldskål

Efter Corona-lockdown er jeg begyndt at SuperShake dagligt på min Instagram. Det er ikke nyt at jeg SuperShaker dagligt, det nye er at jeg deler det på min Instagram. Undervejs er der opstået en populær koldskåls SuperShake. En koldskål med masser af grøntsager, eller en SuperShake, der smager af koldskål. Den opskrift finder du ikke i min kogebog: “SuperShake – Et komplet blendet måltid“. Der finder du 30 andre lækre Shake opskrifter, alt fra kager, driks, chokolade og bær Shakes.

Kogebogen koster 189kr og kan bestilles her.

Crunch koldskål

Din koldskål, om det er en SuperShake eller ej, vil elske et drys af denne koldkålscrunch.

Velbekomme

Koldskåls mysli

Koldskåls crunch

Lækker sprød granola lavet på banan
Tid: 1 time
Til: 8 personer

Det skal du bruge:

  • 2 modne bananer
  • 300 g havregryn (halv grov og halv finvalset)
  • 50 g mandler hakket
  • 50 g græskarkerner
  • 50 g solsikkekerner
  • 1/2 tsk vaniljepulver
  • 1 drys salt

Sådan gør du

  • Tænd ovnen på 175 grader varmluft
  • Mos de modne bananer med en gaffel.
  • Bland havregryn, groft hakkede mandler, solsikkekerner, græskarkerner og vaniljepulver i bananmosen. Alle de tørre ingredienser skal være klistret ind i bananmosen. Giv blandingen et drys salt og rør rundt.
  • Fordel havregrynsblandingen jævnt på en bradepande og rist den i ovnen i ca. 40 min. til bananen er tørret helt ud, og havregrynene er gyldne. Vend rundt i blandingen undervejs.
  • Opbevar crunchen i en lufttæt beholder, det kan holde sig sprød i mindst 3 uger. 
Har du prøvet opskriften?Tag @anne.sondergaard på Instagram så jeg kan se med!